Den kongelige forordning fra 22. februar 1805 forbød al indendørs begravelse, og det blev pålagt købstæderne at sørge for kirkegårdes anlæggelse uden for bykernerne. Stiftamtmand Moltke og biskop Middelboe foreslog at man skulle købe "Lisbeth Doktors Toft" til etablering af kirkegård i Ribe.

Sankt Catharinae Kirke var ejer af toften, og man har formodentlig oprettet en lejekontrakt for Ribe Domkirkes vedkommende for dennes ret til at benytte en del af toften. Kontrakten kendes ikke længere, men regnskabsbilag godtgør, at Ribe Domkirke betalte 15 Rigsdaler og 2 skilling i årlig leje fra 1808. Man kan følge i kirkeregnskaberne, at lejen blev betalt igennem mange år; men uden påviselig grund bortfaldt denne udgiftspost.

Lisbeth Doktors Toft, som det grundstykke hedder, hvorpå Ribe Gl. Kirkegård er anlagt, består af det vestligste stykke af Sankt Hans Holm. Denne holm afgrænses i hele sin længde mod syd af Stampemøllestrømmen og mod nord af henholdsvis Brorsonsvej og Kirkegårdsalleen. Hundegades Alle skærer sig tværs hen over holmen og adskiller i vore dage den gamle blegeplads, der senere blev Ribe Katedralskoles sportsplads, fra Ribe Kirkegård. Ved anlæggelsen af kirkegården gik Hundegades forlængelse, som alleen altid kaldtes, lidt vestligere, på den anden side af kapellet. 

Toften var ikke bebygget med beboelses - eller avlsbygninger, men henlå som en art haveområde, For eksempel havde magister Kaspar Mule her haft en humlegård med bier og en lille løvsal (lysthus), og flere andre gode borgere havde lysthaver på holmen. 

Hvorfor netop "Lisbeth Doktor" lægger navn til denne toft er uvidst. Måske har hun gennem længere tid haft lejet et større jordstykke herude, Hun hed egentlig Elisabeth Omeis og var gift med lægen Bernhard Omeis. I slutningen af 1600-tallet blev hun enke for anden gang og sad i temmelig gode kår.

Toften tilhørte i sin helhed Sankt Katarinae Kirke, og ved anlægget af den nye kirkegård måtte man opsige havejords-lejerne. Det senere ejerforhold står uklart, da kontrakterne ikke længere findes. 

Anlægget af en kirkegård på dette jordstykke medførte, at der skulle købes jord til en tilkørsel fra Gravsgade, hvilket er den samme tilkørsel ud for Puggårdsgade, som vi kender idag. Peder Jepsens have blev købt for 45 rigsdaler og gennem denne etableredes den nye tilkørsel. Imidlertid løb der ud for denne tilkørsel en grøft, som modtog rendestensvandet fra Puggårdsgade, hvorover det måtte slås en lille bro "mellem Reberbanen og Haverne". Også denne praktiske forhindring fandt sin løsning. Grøften er for længst jævnet og borte.

Borgernes accept af Assistenskirkegården

Vanskeligere var det at få den gamle stads gode borgere og almue til at acceptere stedet, som var lavtliggende og fugtigt, og man hævdede, at der ikke kunne vokse træer her. Det passer godt nok, for så vildt som man i 1840-erne kunne iagttage, at Stampemøllestrømmen ved højvande gik over sine bredder og svømmede ind over den sydlige del af arealet, hvorved beplantningerne led skade. I en senere tid blev det iagttaget, at kister, der nylig var begravede, "skød op", når højtstående grundvand fik dem til at flyde. 

Når borgerne i Ribe mente, at der ikke kunne vokse træer på området, må det være gået i glemme, at der tidligere havde været anlagt lysthaver der. Man kan forestille sig, at borgerne i fattigere tider havde set sig nødsagede til at dyrke hele arealet som nyttehaver og formodentlig følte sig forurettede ved at skulle opgive disse. 

Man kunen ikke forstille sig, at et frugtbart stykke jord skulle henligge ubrugt. De første år efter etableringen af kirkegården, blev det ubenyttede jordstykke derfor bortlejet ved auktion. Lejerne forpligtede sig til hverken, at ville forstyrre rebslagerens arbejde eller adgangen til kirkegården. Og da det var tydeligt for enhver, at den nye kirkegård ikke straks ville blive fuldt belagt med grave, indrettede man til en begyndelse kun en part deraf til begravelser, mens resten fortsat blev udlejet. Man tog på god jysk maner det hele med, der var ikke en gang sat plads af til stier imellem de havelodder, der blev etableret. Således henlå en del af toften lige til 1892, hvor de sidste kolonihaver blev inddraget. 

I 1884 var der 28 parceller til udlejning, strækkende sig "fra Vandledningsgrøften i øst til Spidsen i vest". Udlejningen skete ved auktion, hvor lysthavende bød. Tidligere lejere af et stykke jord havde fortrinsret til at genleje. Det blev bemærket i auktionsbetingelserne, at "de Lejere, hvis Parceller støde umiddelbart op til Alleen, må finde sig i, at de øvrige kører over deres Lodder med Gødning, Afførsel og Lugeskarn." Der har formodentlig været tale om kørsel med trillebøre.

Den første begravelse

For at give et godt eksempel og overvinde borgernes modvilje mod den nye kirkegård, lod stiftsamtmand W.I.A. Moltke sin længst afdøde hustrus levninger flytte inde fra Vor Frue Kirke og genbegrave på den nyanlagte kirkegård. Derefter fulgte stadens borgere efter uden nølen, Vi kender ikke de forhandlinger, som ligger forud for denne flytning af stiftamtmandindens lig, men selve kirkegården blev først indviet den 2. juli 1807, og ligflytningen foregik ifølge begravelsesprotokollen for Ribe Domkirke allerede "Maj 1807". Man har så at sige taget misteltenen i ed forud for indvielsen af den nye kirkegård.

Med denne begivenhed in mente, forstås stiftamtmandinde Moltkes ( f. von Lutken, 1763-1797) gravstens ordlyd umiddelbart:

"Fra mørke Grav i Templets Skygge henførtes efter ti Års hvile til dette lysere Hvilested Asken af den forklarede Elisabeth, W. J. A. Moltkes ømme Ægtefælle, hans Børns hulde Moder, Graziens Fortrolige, Dydens sande Veninde. Maj 1807"

Graven har endnu nummer et på kirkegården. Gravstedet blev straks belagt med den klausul, at det skulle "vedligeholdes bestandig af Kirken". Det samme glæder en del af de gamle topembedsmænds og deres ægtefællers grave. Den omflyttede stiftamtmandinde var ellers blevet begravet på Ribe Domkirkes gamle kirkegård den 23. september 1797, hvilket var en søndag, og det allerede klokken 8.30 om formiddagen. Hun var kun 34 år gammel, da hun døde.

Ifølge den kongelige forordning af 22. februar 1805 kunne en nyanlagt kirkegård "ved en passende Tale af Sognepræsten dertil højtideligen indvies." Man ønskede fra ministeriets side ingen festligheder med procession, lys, sang eller skriftlæsning.

Efter de afsluttende ceremonier ved indvielsen var foretaget, gik biskop Middelboe og stiftamtmand Moltke idendørs og skrev en autorisation forrest i hver af sognekirkernes nye begravelsesprotokol"... i Overensstemmelse med den i Dag indviede Kirkegård for Ribe Købstad. Ribe, den 2. Juli 1807. Moltke. Middelboe." Det er ubekendt, hvad der i øvrigt foregik ved indvielsen. Vi ved ikke, hvilken tale der blev holdt eller hvem, der var til stede. Ingen af de involverede myndigheder har opbevaret noget som helst i deres respektive embedsarkiver vedrørende denne begivenhed. Ribe Stifts Adresse-Avis, som eventuelt kunne have bragt en omtale, (selv om det forekommer usandsynligt, når man betragter, hvor sparsomt avisen almindeligvis refererede indenbys begivenheder) synes bortkommet fra ethvert offentligt bibliotek for en række af de næstfølgende datoers numres vedkommende.

Men nogen festlighed har der været afholdt. Rektor Thorup ved Ribe Katedralskole skrev i sine erindringer, at hans forgænger, rektor, professor Hansen havde skrevet en sang til den nye kirkegårds indvielse, og at denne sang blev afsunget ved samme rektors egen begravelse i 1818.